Heste Guidet Terapi
Terapeutiske sessioner med heste som hjælpere foregår på Midtsjælland, og de varer omkring 1 time.
For det meste arbejder vi fra jorden. Det vil sige, vi står og går sammen med hesten. Vi kan vælge at følge hestens anvisninger og reflektere dens bevægelser, eller vi kan lege og lave øvelser med hesten og lære af, hvordan samarbejdet er. Vi arbejder med, hvad nuet tilbyder, så vi må være åbne for, hvad der viser sig.
Sessionerne tilpasses hver enkelt klient, og både børn og voksne kan have glæde af hestenes tilbud om nænsom adgang til bringe balance i krop og psyke (se tekst om sessioner med børn og unge nederst på siden).
Prisen for en session er kr. 975,-
*
Lidt baggrundsviden
Heste er flokdyr. Det ligger i deres natur at sørge for, at flokken er en harmonisk og levedygtig helhed. Hestenes overlevelse er betinget af, at de er tilstede nu… og nu… og nu… og nu. De har ikke udviklet hjernens pandelapper som vi mennesker. I stedet har de et højt udviklet autonomt nervesystem, som fungerer uden for viljens indflydelse. Det registrerer gennem beskeder fra det indre og ydre miljø, hvad der skal til kropsligt og emotionelt for at holde den bedst mulige balance. Det gør dem til højsensitive væsner. De gør, hvad de må gøre, uden spørgsmål, bagtanker eller skjulte dagsordner. Hestene kommunikerer med hinanden gennem mikro-kropssprog, som vi mennesker ofte slet ikke lægger mærke til.
Hvis vi åbner sanserne og tør stole på de intuitioner, vi får, når vi er sammen med hestene, opdager vi, at vi måske alligevel får informationer fra deres subtile signaler. Vi får måske ud af det blå lyst til at strække kæberne lidt, og mens vi følger den indskydelse, så får vi måske øje på en lille bitte bevægelse, som hesten gør med mulen. Den taler til vores autonome nervesystem.
Mennesker har udviklet den del af hjernen, neo-cortex, hvor vi kan reflektere, evaluere, planlægge, værdisætte osv. Dette gør, at vi er i stand til at lejre vores opmærksomhed i fortid og i fremtid. Og det er vi så en del, der gør rigtig meget. Så meget, at vi forlader nuet og får svært ved at være tilstede i det. Nuet kan blive overvældende at være i, fordi vi sanser og mærker, hvordan indtryk påvirker os og giver ansvar for at forholde os til omgivelserne og til os selv – at handle. At række ud, at markere en grænse, at give støtte, at trække sig osv. Mange af de problemer, vi lever i, opstår, fordi vi trækker os fra det, vi egentlig ved, vi må gøre. Så overhører vi sansningerne og kroppens respons og anvender en adfærd, vi har tillært os, for at undgå situationer, som vi synes er ubehagelige. Vi kommer måske til at trække os i stedet for at tage en nødvendig konfrontation. Eller vi går i forsvarsposition og er klar til kamp i situationer, hvor vi egentlig har brug for at trække os og få samling på os selv.
Som børn er vi mere sansende, nysgerrige og umiddelbare. Vi har kontakt til signalerne fra vores autonome nervesystem og vores krop. Efterhånden som vi vokser op, og vores neo-cortex stimuleres, og vi bliver rationelle væsner, som mere eller mindre kan kontrollere vores impulser, ser det ud, som om mange af os reducerer kontakten med vores kropslige signaler. Selvom vi reducerer kontakten, er signalerne der stadigvæk, og mange af dem kan vi ikke undgå at respondere på. Det er det, som for eksempel sker, når følelser som angst, vrede eller fortvivlelse pludselig tager styringen, uden at vi kan finde en egentlig årsag.
Hestene bruger deres autonome, kropslige væren og visdom, også når de er sammen med os. De kan mærke, hvor vi har blokeringer i vores fysiske krop og i vores emotionelle system. De mærker, hvor informationerne flyder frit, og hvor de hober sig op. Når vi tager imod deres tilbud om at give opmærksomhed forskellige steder i vores krop, viser de os nænsomt vejen til at samle det, som vi har skilt ad og åbne det, vi har lukket for at overleve.
*
Om sessioner med børn og unge
Der er en del børn og unge, som kommer her i Snekkerup og er sammen med hestene og mig.
Når vi er sammen i et åbent rum, flytter det faktisk bjerge. Vi kan ikke have travlt, og når hestene er vores guider, kan vi heller ikke planlægge særlig meget.
Krav, målsætninger, skemaer og vurderinger bliver skiftet ud med for eksempel at mærke, hvad vi er bange for, og hvad der sker, når vi tør gå nogle skridt hen imod det, som skræmmer. Når vi tør stå ved, at kroppen siger NEJ TAK, og vi bliver respekteret for det, så vokser modet lige så stille. Og lysten til at prøve grænser af kommer helt naturligt.
Når vi ser, hvad der sker og går med det, åbner vi for læring på mange niveauer. Når vi presser et pensum ind i læringsvejene, fordi vi skal nå det, inden klokken ringer, er der nogle hvis krop og sind forsvarer sig, som var det en trussel. I stedet for nysgerrigt at opdage og lære, bliver det til klæbelæring, som nogle kan huske udenad, og som rigtig mange får ondt i maven og hovedpine af.
Jeg bliver glad og varm om hjertet, når børn og unge med stolthed i stemmen fortæller deres forældre, at de har krydset mindst tre store grænser i sessionen. At et lille bitte fysisk skridt føltes lige så stort som hele sommerfolden. At de ikke har tænkt på i morgen under hele sessionen, men bare var med det, som skete. At de for første gang kunne mærke, at de havde brug for en pause – og tog den, uden at føle de gik glip af noget i livet.
Jeg er så taknemmelig for, at mine heste med glæde hjælper børnene og viser dem vejen.